med Ingen kommentarer

Vi havde en rigtig dejlig dag på skolen og på stierne i og omkring Jegerup søndag den 1. maj. Fremmødet på 40 var flot, solen skinnede, stemningen var god, så alt var som det skulle være.

Og alligevel undrer jeg mig. Hvorfor er det primært den meget voksne del af borgerne, der bakker op om Landsbyforeningens arrangementer og den yngre del og børnefamilier, der bakker op om JUIF’s arrangementer. Hvordan kan vi finde mere fælles fodslaw og mødes alle aldersgrupper.

Synes den yngre generation og børnefamilierne, at Landsbyforeningen ”er for gammeldags og primært for den lidt ældre generation”. Det mener vi jo ikke selv, og hvis den yngre del af borgerne synes det, hvad skal der så til for at ændre på opfattelsen.

Haderslev kommunes landdistriktskoordinator Bitten Jensen havde i samarbejde med Landsbyforeningen arrangeret en tur på stierne i Jegerup og omegn. Turen startede kl. 10 på skolen med rundstykker osv.  Bitten og en kollega fra kommunen instruerede i brugen af Ride with GPS, hvor kommunens stier er lagt ind. Så var der en kortere travetur på stierne i Jegerup og en længere tur til Østermosen og Præsteskoven. Alle kunne være med – også børnefamilier med klapvogne osv.

Kommunen havde konkurrence for de ”store”, men også en børnekonkurrence, hvor børnene skulle finde noget gult, grønt og brunt i naturen. Bitten havde medbragt 40 præmier, dvs. præmie til alle de børn, der kom. Der kom 2.  Lidt ærgerligt, men de havde mange præmier at vælge imellem.

Det var en super dag, som sluttede med frokost på skolen. Alt var gratis, solen skinnede og stemningen var god. MEN så kommer mit spørgsmål: Hvad kan vi gøre for også at tiltrække børnefamilierne. Ok, vi ved godt, at alle har så travlt, men jeg tror nu måske alligevel, at hvis der også havde stået JUIF på som arrangør, så var der mødt børnefamilier op.

Det er det tema, jeg gerne vil tage en dialog om, så vi kan samarbejde endnu bedre på tværs og blande aldersgrupperne, og jeg synes faktisk, at temaet er rigtig vigtigt for Jegerups videre udvikling.

Fortsat god dag.

Solveig

 

Comments are closed.