14. november havde Jegerup Sogn besøg af Karen-Marie Lillelund.
Hvis du aldrig har oplevet Karen-Marie Lillelund, er du gået glip af noget, mener Susann Athena Schmidt, som er en del af Jegerup Kirkes menighedsråd. Vi forsøgte med dette foredrag at nå ud til en del af menigheden, som vi ellers ikke ser så tit i kirkelige sammenhænge, fortsætter hun, og det må sige at være lykkes.
De første billetter blev revet væk, så en lokal ildsjæl, Michael Hoeg Sørensen, hastede en godkendelse igennem hos brandmyndighederne, så vi fik mulighed for at udvide billetantallet til hele 260 billetter.
Og gæsterne var af alle slags, unge og ældre, folk fra byen og fra omegnen, kendte ansigter, og mennesker, vi ellers ikke ser i kirken. Og det var netop vores mål; at nå bredt ud.
Et foredrag med Karen-Mari
e Lillelund er et meget anderledes arrangement for en kirke, men lige præcis dette foredrag dykkede ned i noget af det mest essentielle i kirken – at bruge det liv, som blev os givet, og bruge det godt. Det handler om at fylde noget i mellemrummet mellem fødsel og død. Livet skal ikke bare være en generalprøve med døden som premiere. Vi skal gerne have det sjovt undervejs. Og så er Karen-Marie jo selv datter af en præst, så hun fik et par gode kirkelige indspark med undervejs i sit humoristiske foredrag. Der blev grinet igennem, så salen rystede, men også sat gang i eftertænksomheden.
Nu skal vi så lige sunde os oven på et så stort arrangement, og ikke mindst nyde successen, fortæller Susann Athena Schmidt. Men allerede i uge går det løs igen, for da starter vores nye gospelkor op, så vi kan være klar til det hyggelige Lucia-arrangement i starten af december. Vi glæder til at se, om gospel er noget for netop vores sognebørn, slutter hun.
Venlig hilsen
Susann Athena Schmidt
Jegerup Menighedsråd